Vi besøgte Det fri Gymnasium i København. Selv om gymnasiet ønskede at skabe et fællesskab på tværs, så var det alligevel sådan, at i pauserne var de ”hvide” i den ene del af kantinen, og de ”brune” i den anden del.
Samme fortælling hører vi fra en af vores venner, Sarah, ung med somalisk oprindelse, som har gået på Langkjær gymnasium. Her var der et westend i klassen med ”danske” elever, og et eastend for eleverne med anden etnisk baggrund. Det var sjældent, at nogen krydsede grænsen mellem dem. Hvordan får vi det skel til at forsvinde?
Vi er bare så fremmede overfor hinanden, når vi skal være sammen på tværs af at være ”pæredansk” og være ”med anden etnisk baggrund”. Der er så mange usagte ting imellem os. – Hvordan får vi lært at tale sammen uden at såre hinanden? Hvordan får vi en ægte kontakt– uden at kontakten er intetsigende, kunstig eller dømmende?
D-factor er opstået ud fra en passion om at ændre på ”dem og os” og finde et fællesskab frem på tværs imellem os. – At vi får en ærlig og ægte kontakt med hinanden - uanset om vi er ”brune” og har et prædikat med os som ”indvandrer, flygtning, andengenerationsindvandrer osv” og derfor er skeptisk på forhånd – eller om vi er ”hvide” og ofte har en megastor berøringsangst og usikkerhed.
For unge med anden etnisk baggrund er det her især et problem, fordi mange føler sig konstant sat i bås som ”anderledes”, ”fremmed”, ”indvandrer”, ”middelalderlig”, ”undertrykt”, ”en fejl-integreret” osv. - Mange går over i den anden bås og tager afstand fra det danske og vælger bevidst at være en ”indvandrer” eller lign.. Det modvirker lysten og modet til at gå i gang med uddannelse eller job.
D-factor er der for at modvirke ”dem og os” og gøre det realistisk at finde det fælles frem på tværs af hudfarve, oprindelse, tørklæder og løsthængende hår, at spise eller ikke spise svinekød osv.. Vi tror på, at det er muligt.
Det modvirker selvsagt radikalisering og fremmer, at alle bidrager til vores fælles dejlige samfund.